HØJ - HØJere - HØJest...
Sejr i rodet kamp
Der var HØJ-lydt sejrssang og HØJ cigarføring i vikingernes omklædningsrum efter den 3. et-måls sejr i streg.
I de seneste 3 kampe er vikingeflåden kommet på ret kurs efter en til tider slingrende kurs tidligere på sæsonen.
Stærkt forsvarsspil – tålmodigt angrebsspil og troen på egne evner har skabt det fundament, som nu ser ud til at skulle sikre de gule vikinger endnu en sæson i landets næstbedste række. En slutplacering i Top-6 er endda også et realistisk mål.
Kampen lørdag eftermiddag mod det rutinespækkede mandskab fra HØJ Elite blev dog på mange måder en særpræget oplevelse. Hvad kampen manglede i håndboldæstetisk nydelse, blev opvejet i fight – intensitet og nervepirrende afslutning.
Efter en jævnbyrdig start hvor holdene fulgtes ad til 3-3 bragte OHK sig på 6-3 efter 10 min. En ind skiftet Bo Spellerberg bragte med 2 hurtige scoringer hurtigt sjællænderne til bage i kampen.
En af de andre rutinerede kræfter på HØJ-mandskabet – fynske Søren Haagen skulle få en vigtig rolle i resten af 1. halvleg. Ved føring på 9-8 til OHK efter 16 minutter trak 47-årige Haagen ”gardinet ned” og holdt vikingerne fra scoring de næste 14 minutter !!!
Den stærke vikingedefensiv holdt dog HØJ fra de mange scoringer i den periode og publikum kunne med Mads Kildelunds scoring få sekunder før halvlegsfløjt se gæsterne gå til pause foran med beskedne 12-10.
Jævnbyrdigheden og intensiteten fortsatte efter pausen, hvor OHK ved stillingen 13-13 fik en gylden mulighed for at trække fra gæsterne, da de havde 2 mand vist ud. Det formåede vikingerne ikke at udnytte og da de samtidig brændte det 3. straffekast, kunne man godt frygte lidt hvor det ville bære hen.
Nervøsiteten blev yderligere forstærket, da HØJ med 4 minutter igen gik fra 18-19 til 19-18 i dette målfattige opgør.
I en hektisk afslutning viste Kristian Larsen sig som den gule hærs redningsmand, da han sled sig til 2 scoringer og en føring på 21-20 med 22 sekunder tilbage. HØJ var tvunget til at tage Time-Out. Efter et par rundgange med bolden landede den i hænderne på Bo Spellerberg, der med en rutineret indspildning til en helt fri stregspiller skabte muligheden for udligning. Kristian Ruben Poulsen i OHK-målet ville det dog anderledes og med endnu en pragtredning 2 sekunder før tid, sikrede han OHK den 3. sejr i streg.

Det er skrevet før og gør det gerne igen – den helt specielle vikingeånd blev endnu en gang afgørende i en kamp hvor alle byder ind med hver især deres kompetencer.
Topscorer blev Thomas Poulsen med 5 scoringer.
Stemningen var HØJ efter Grindstedsejren – den var HØJere efter sejren i AJAX med den var HØJest efter sejren over HØJ.

Næste opgave bliver i Tøndermarsken på lørdag, hvor det gælder TM Tønder kl. 14.00
-tofte