Lycken rakte ikke til point på Sydfyn

30. oktober 2026

Lykken - eller nærmere "Lycken" var desværre ikke med os fredag aften i Rise Sparekasse Forum.

Trods en flot fight og hele 16 scoringer fra Jacob Lyck måtte herrerne se sig slået med 35-32 af Faaborg ØH efter en svær start på anden halvleg. En fantastisk kulisse med masser af gule vikinger på lægterne kunne desværre ikke hjælpe pointene med hjem til Otterup, hvor presset nu stiger yderligere.



2. DIVISION HERRER

Faaborg ØH - Otterup HK

35 - 32

 ( 13- 13 )


Målscorere

Jacob Lyck 16, Casper Dohn 4, Mads-Frederik Rasmussen 3, Rasmus Mose 3, Laurits Rosendal 2,
Oscar Boulton 2, Jannick Mølgaard 1 og Søren Sell 1

 Redninger

Kasper Jørgensen 8 og Frederik Nielsen 1

Fredag aften var der igen håndbold på tapetet for 2. divisionsherrerne, som i sæsonens første kampe ikke har set meget til Otterup Idrætscenter. Det var også tilfældet denne aften, hvor turen gik til Rise Sparekasse Forum i Faaborg.


En ny klassiker på fynsk grund mellem de to på papiret næstbedste fynske mandskaber efter suveræne GOG i ligaen – og en kamp mellem to forhåndsfavoritter til at tage pladsen i næste sæsons 1. division.


For begge mandskaber har det vist sig at være sværere end som så, da begge hold inden dagens opgør havde smidt point i sæsonens første tre kampe. Faaborg med et nederlag i Kolding, mens vi kom skidt fra start med to nederlag i de første to kampe.


Begge hold kom ind til kampen med en frisk sejr i bagagen, og der var derfor lagt op til det helt store brag denne fredag aften i en meget velbesøgt hal på Sydfyn. En hel busfuld tilhængere havde taget turen på tværs af Fyn for at bakke drengene op. De entreerede hallen med horn og trommer, så ingen var i tvivl om, at de var ankommet.


Generelt er det bare en fornøjelse at mærke sammenholdet i Otterup HK. At vi kan samle en hel bus en fredag aften, og at der er larm fra start til slut, er noget helt særligt.


Tilbage til kampen. Det var et tæt opgør fra kampens start, og ingen af holdene kunne for alvor skabe afstand. Vi blev ramt af tre tynde udvisninger i kampens indledning, og vi skulle helt frem til slutningen af halvlegen, før Faaborg blev præsenteret for deres første. Trods dette var det alligevel os, der havde momentum, indtil haluret rundede de 20 minutter. Her fik hjemmeholdet kampens første føring på to mål, hvilket tvang Daniel Ludo til at tage en timeout. Den havde effekt, og vi fik igen kontakt med hjemmeholdet. Vi kom også foran 13-12 med et halvt minut tilbage. Herefter brændte hjemmeholdet, og med ti sekunder tilbage havde vi mulighed for at sætte et sidste angreb ind og gå til pause med en føring på to mål. Desværre var Faaborgs Martin Søborg snu og fiskede bolden fra Kaspers udkast, så han kunne udligne til pausestillingen 13-13.


Til starten af anden halvleg havde Faaborg skiftet keeper, og det var, som om William Asmussen havde læst skytterne fra bænken, for han lukkede helt af med flere 100 %-redninger. Vi skulle helt frem til det 39. spilleminut, før vi fik passeret ham. Det var ved stillingen 18-14, og så var der noget, der skulle indhentes. Efter kun to scoringer på 12 minutter tog Daniel Ludo sin anden timeout, og her indledte han en jagt med et 7-mod-6-spil. Det gav straks effekt offensivt, men desværre var Faaborg knivskarpe til at straffe det tomme mål. I en periode på seks minutter blev det derfor 7-7, da hjemmeholdet især lukkede helt op til Jacob Lyck med trøjen, hvilket Kasper Christensen straffede fra midten. Sammen med de mange lette mål og en masse scoringer fra straffekastlinjen nåede Jacob Lyck op på hele 16 mål i dagens opgør – men lige lidt hjalp det. Den dårlige start på anden halvleg kostede dyrt, og det hele endte med et nederlag på 35-32, selvom vi i kampens sidste minutter flere gange kunne ane sydfynboerne på tavlen uden helt at få fat i dem.


Et ærgerligt nederlag i en rigtig flot spillet håndboldkamp i en fantastisk kulisse, som bestemt var mere end 2. division værdig. Kampen bød også på et comeback til August Rasmussen som har været ude med en slem skade hvor en køkkenkniv på jobbet skar flere scener over i hans venstre hånd. Han fik samlet små 10 minutter i anden halvleg uden at komme på tavlen, men han fik sat lidt fart i angrebsspillet, og det lover godt for den kommende tid.


Efter kampen fik vi en snak med cheftræner Daniel Ludo, som var ærgerlig, men som også så rigtig mange lyspunkter i dagens kamp.


Du kan høre hele interviewet her.


Nu skal det snart ikke være nogen hemmelighed længere, at garnet er ved at stramme i forhold til en plads i Top 3 og oprykningsspillet til 1. division efter jul, når vi efter fire kampe kun har to point. GOG slog fredag aften TM Tønder 2, og hvis Kolding IF 2 slår Kerteminde HK i morgen, så er der tre hold med seks point i toppen af rækken. Med i ligningen skal det dog siges, at vi kun har haft én hjemmekamp og tre udekampe. Derfor håber vi, at der ligger point forude i Otterup Idrætscenter, så vi igen kan blande os i den del af rækken, hvor vi uomtvisteligt gerne vil ligge – og SKAL ligge.


På næste søndag den 8. november er det dog igen blevet tid til håndbold i Otterup Idrætscenter, når herrerne får besøg af Kolding IF 2 klokken 14.00. Det bliver en dag med masser af håndbold i hallen, og vi får igen brug for jeres fantastiske støtte!

Af Henrik Svensson • 27. oktober 2026
Kun for U8 spillere
Af Jeppe Kok • 20. oktober 2026
Herrerne hentede sæsonens første sejr med en storspillende Frederik Nielsen i målet, men opgøret bød også på drama med to røde kort og flere kedelige skader, der kastede en lille skygge over den overbevisende sejr. Samtidig sejrede Serie 1-damerne i sæsonpremieren mod BR 66 Langeskov.