VIKINGER MED VIND I SEJLENE...

20. februar 2022

Der måtte lægges ekstra kraft i åretagene, da den  gule vikingeflåde fredag eftermiddag satte kursen mod hovedstaden.

Passagen af Storebælt blev en barsk omgang og da der samtidig var påmønstret 14 af de mest hardcore fans var båden fyldt godt op.

Vel ankommet til Baunehøj Hallen måtte koncentrationen rettes mod aftenens opgør mod ambitiøse AJAX. Hjemmeholdet har ikke levet op til egne forventninger og pustes i nakken af de hold, som ligger til nedrykningsspil. Det var derfor en kamp af stor betydning for begge mandskaber.

På AJAX hold finder man i øjeblikket to tidligere OHK-spillere – Mathias Hedegaard og Andreas Pihl. Sidstnævnte skulle hurtigt vise sig at blive en stor udfordring for Felgreens tropper.

Vikingerne var tydeligt præget af den barske tur og havde svært ved at nå op på samme niveau som i sidste weekends hjemmekamp mod Grindsted. Hvad flokken manglede i træfsikkerhed blev dog modsvaret i god fight.

En jævnbyrdig og målfattig 1. halvleg endte 11-9 i hjemmeholdets favør.

2. halvleg startede med to hurtige scoringer af AJAX og inden de medrejsende OHK-fans igen havde fundet deres pladser, var AJAX i front med 13-9. Det så mere end svært ud for de gulblusede.

Endnu en gang så vi hvad stof den gule hær er gjort af og med troen på egne evner kombineret med et godt fighterhjerte, begyndte holdet at spise af hjemmeholdets forspring og med 10 minutter igen var udligningen til 20-20 en realitet. 

Rutinerede Jesper Chapion skulle vise sig at blive en vigtig faktor i en meget intens og nervepirrende afslutning. Med 2 minutter igen får Chapion bragt OHK foran med 24-23, men den tidligere OHK-viking Mathias Hedegaard får med en scoring fra stregen udlignet til 24-24. På listigste vis får Chapion lusket bolden forbi AJAX forsvar og en sprællende målmand – 25-24 i vikingefavør og med 9 sekunder tilbage.

Jubelen og tilråbene fra den gule fanskare var ikke til at tage fejl af.

AJAX tog Time-Out og et sidste angreb med Andreas Pihl blev sat op. Andreas sendte en sidste ”Pihl” afsted mod OHK-målet, men en storspillende Kristian Ruben i målet fik bolden pareret uden om målstolpen samtidig med at haluret tudede kampen af. Sejr på 25-24 til OHK på en aften, hvor en gedigen holdpræstation dannede grundlaget for sejren.


Topscorer for OHK blev Kristian Larsen og Simon Lindved med hver 5 scoringer.

I det fjerneste hjørne af Baunehøj Hallen modtog de 14 medrejsende fans taktfaste klapsalver fra vikingehæren som tak for støtten.

Det forlyder fra pålidelig kilde, at vikingebåden blev fyldt godt op med mjød til hjemturen på en aften, hvor OHK`s brave vikinger havde vind i sejlene og har sat kursen væk fra nedrykning og nedrykningsspil.

Næste lørdag gælder det topholdet fra HØJ Elite med Bo Spellerberg i spidsen, når de gæster Otterup Idrætscenter i en kamp der fløjtes op kl. 16.00


-tofte


Af Henrik Svensson 15. april 2025
Sæsonafslutning for U13
Af Henrik Svensson 11. april 2025
Tak til Finn for 39 år i Otterup HK.