Ny assistenttræner: Thomas Bredahl vender hjem til Otterup HK
Det bliver et velkendt ansigt der skal overtage assistenttrænerrollen når Dennis Vesterskov stopper i klubben efter denne sæson.
Thomas Bredahl skal igen danne par med Daniel Ludo som de efterhånden har gjort i rigtigt mange år, når han fra næste sæson bliver klubbens nye assistenttræner for herreholdet
Jagten på en ny assistenttræner er slut, og tvivlen var egentlig ikke ret stor, da muligheden bød sig for at genforene et efterhånden meget velkendt trænerpar i fynsk håndbold. Daniel Ludo får fra næste sæson selskab af sin tro makker gennem seks sæsoner, Thomas Bredahl – hvoraf to af dem var i Otterup HK fra 2018 til 2020 og de sidste fire i HC Odense.
Udover de to år som assistenttræner har Thomas yderligere fire sæsoner på CV’et i Otterup HK, da han fra 2014 til 2018 fungerede som målmandstræner for førsteholdet. Som tidligere målmand har han en forkærlighed for målmænd, og derfor skal Thomas også arbejde tæt sammen med Jens Storgaard på den del.
50-årige Thomas Bredahl bor til daglig i Odense og arbejder som idrætsforsker på SDU med fokus på teams, motivation og adfærd – noget han også bringer ind i sin trænergerning, hvor hans fokus, ligesom Dennis’, i høj grad er på truppens velvære og arbejdet med den enkelte spiller.
Thomas har som aktiv vogtet målet i både AIA Tranbjerg og AGF, inden han flyttede fra Aarhus til Fyn, hvor han repræsenterede OH77 og HF Odense (1. division). Herefter var han med til at rykke Korsør/Tårnborg op i 1. division, inden han sluttede karrieren af i IF Stjernen i 3. division.
Det var da også en nem beslutning for Thomas, da han blev tilbudt jobbet som assistenttræner fra den kommende sæson sammen med Ludo:
”
Det var noget af det bedste, der kunne ske. Det er et kæmpespændende projekt, hvor jeg kender rigtig mange i og omkring klubben, som jeg glæder mig til igen at være en del af.
Jeg glæder mig også rigtig meget til at blive genforenet med Ludo igen. Vi supplerer hinanden rigtig godt. Det, som Ludo ikke ser, det ser jeg – og det, som jeg ikke ser, det ser han. Det har vi efterhånden bevist gennem mange sæsoner, og jeg glæder mig til igen at arbejde sammen med ham.
Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang igen. Jeg har allerede mødt drengene, og jeg kan bare mærke, at jeg er klar til igen at opleve stemningen i Otterup Idrætscenter. Det er en skøn følelse igen at kunne høre harpikslyden og mærke intensiteten. Det er helt fantastisk at være tilbage i håndboldhallen efter at have været væk fra det i et år.
Også cheftræner Daniel Ludo glæder sig til igen at blive genforenet med sin tro væbner.
”
Da Dennis meddelte, at dette blev hans sidste sæson i OHK i denne omgang, var jeg ikke det mindste i tvivl om, hvem jeg skulle have ved min side i den kommende sæson.
Bredahl har været ved min side i de fleste af de sæsoner, jeg har været træner på seniorniveau. Det er ikke bare et trygt makkerskab – det er et sultent og ærgerrigt makkerskab. Et makkerskab, der vil have de gode gamle OHK-værdier tilbage. Værdier, der skal kunne ses endnu tydeligere til både træning og kamp.
Vi vil igen skabe et attraktivt og udviklingsorienteret miljø, som håndboldtalenter i stigende grad vælger til.
Så selvom der er fuldt fokus på at slutte denne sæson af med to sejre, begynder jeg også så småt at glæde mig til igen at skulle arbejde sammen med Bredahl – og til at spillerne møder ind sidst i april efter en velfortjent håndboldpause.
De kommer til at møde ind til et nyt – og samtidig velkendt – OHK, der tager et stort skridt mod igen at skabe et attraktivt og udviklende håndboldmiljø.
Storgaard, Bredahl og Ludo melder klar til en ny og spændende sæson.
Inden Thomas starter skal denne sæson dog færdigspilles med Dennis Vesterskov som assistenttræner, og der venter to meget spændende opgør, som sammen med nogen andre resultater skal afgøre om trænerduoen skal stå i spidsen for et 1. eller 2. divisionshold.








