Herrerne sled sig til to vigtige point i oprykningskampen

15. marts 2026

Herrerne var på randen af knockout i Lyng-Hallen i Grindsted og dermed også tæt på definitivt at spille sig ud af kampen om oprykningen til 1. division. Men som så mange gange tidligere leverede de et flot comeback, som sikrede sejren på en svær udebane – og dermed stadig en plads i oprykningskampen.



2. division herrer, Oprykningsspillet, 8. spillerunde

Grindsted GIF, Håndbold 2 - Otterup HK 24 - 28  (14 - 12)


Målscorere: Simon Lindved 7, Jon Gordon Krog 6, August Rasmussen 4, Jacob Lyck 3, Jeppe Larsen 2, Casper Dohn 2,
Lars Froholdt 1, Marius Rasmussen 1, Kasper Jørgensen 1, Frederik Nielsen 1

Redninger: Kasper Jørgensen 5


Dagens OHK Man of the Match:  August Rasmussen

Inden dagens kamp mod ligareserverne fra Grindsted GIF var der stadig tre hold tilbage i oprykningskampen, og det er virkelig marginaler, der afgør tingene for tiden. For at vi selv kan afgøre vores skæbne, skal både AGF, Aarhus og Faaborg ØH smide ét point, og vi skal vinde resten. I fredags var det meget tæt på, at sidstnævnte smed point mod Kerteminde HK, men en korrekt overtrådtkendelse mod Kerteminde med syv sekunder tilbage af opgøret afværgede pointtabet for Faaborg.


Når vi snakker marginaler, så var det også det, vi var vidne til i det første opgør mod dagens modstander, da Simon Lindved med ét sekund tilbage på uret sendte bolden i mål til en sejr på 27-26. Derfor var vi også godt klar over, at ingen sejre kommer nemt, og når man står over for et andethold, bliver tingene pludselig meget vanskeligere at forberede sig på. Et hurtigt kig på modstanderens holdkort viste dog, at ligaspillerne var udeblevet, og at det derfor var et rent andethold.


Cheftræner Daniel Ludo fortalte holdet inden kampen, at det her måske var det sværeste opgør – ikke på grund af niveauet hos modstanderne, men på grund af alt udenom. Spillerne kom til en låst dør og måtte vente en halv time på at komme ind, der var nærmest ingen tilskuere i hallen, og en lang bustur var nogle af de ting, man mentalt skulle overvinde. Dertil kom måske også frygten for at undervurdere modstanderen, nu hvor de var uden ligaspillere og kom fra et nederlag på hele 34-18 til Faaborg ØH.

Grindsted har for vane at spille 7 mod 6 på liganiveau, men det var tilsyneladende også spredt sig til andetholdet. Fra kampens start var der syv angribende spillere, og det var der også i det sidste angreb – uden pauser. De to hold fulgtes ad, hvor vi hele tiden var i teten med et enkelt mål, men efter små tyve minutter var forskellen oppe på tre mål ved stillingen 10-7. Her blev Søren Sell dog ramt af sin anden udvisning, og så ramte vi en skidt periode, hvor vi blandt andet brændte tre skud på frit mål. Det inviterede hjemmeholdet ind i opgøret, og de tog imod tilbuddet. 10-7 blev til 12-14 ved pausen.


Vi kom rigtig godt ud til anden halvleg og hentede hurtigt jydernes forspring, men så ramte endnu en dårlig periode. Lidt under halvvejs i anden halvleg var hjemmeholdets føring oppe på 20-16, og så skulle der virkelig graves dybt, hvis oprykningen stadig skulle være et tema. Grindsted fortsatte ufortrødent med 7 mod 6-spillet, og to hurtige opsnapninger i forsvaret gav igen håb om et comeback. På seks minutter havde vi forvandlet 16-20 til 22-20, og så var der igen stor tro på de to vitale point.


Grindsted gav ikke op, og med to scoringer i træk var der igen balance i regnskabet. Her viste holdet stor styrke – især i forsvaret – og lukkede helt ned for Grindsted. 22-22 blev til 26-22, og så kunne vi ellers køre sejren sikkert hjem til slutresultatet 28-24.


For tredje kamp i træk blev August Rasmussen kåret til “Dagens OHK Man of the Match” efter igen at være kommet ind og være en evig trussel med flere trukne straffekast og scoringer. Efter kampen tog vi en snak med August, og det interview kan du se HER.


Med sejren lever vi i den grad stadig i oprykningskampen, hvor vi fortsat mangler, at både AGF og Faaborg ØH smider point, før vi selv kan afgøre det. Minimum ét af holdene smider point på fredag, når de to hold tørner sammen på Sydfyn – hvor et uafgjort resultat vil være en kæmpe gave i kampen om den ene oprykningsplads.


Vores næste opgave er på lørdag, når vi spiller sæsonens sidste hjemmekamp. Her får vi besøg af Kerteminde HK, som stadig har deres første point til gode i oprykningsspillet – men som, som nævnt, var meget få marginaler fra at tage det første i fredags mod Faaborg ØH.


Den kamp spilles klokken 14.00 i Otterup Idrætscenter.

Af Jeppe Kok 14. marts 2026
Simon Lindved blev tidligere på sæsonen indlemmet i klubbens "Klub 100", men det bliver desværre ikke til mange flere kampe i den gule trøje, da Simon desværre må trække stikket grundet mangel på tid i hverdagen efter han er flyttet tilbage til sin hjemstavn.
Af Jeppe Kok 9. marts 2026
Assistenttræner Dennis Vesterskov stopper i klubben, når sæsonen er slut – og det er med et grædende øje, da Otterup HK har fået en helt speciel plads i hans hjerte.