Nu venter ligaholdene: Herrerne avancerede i sikker stil til 6. runde af Landspokalturneringen

5. februar 2026

Efter en lige indledning trak herrerne fra mod 3. divisionsholdet fra Aarup BK, og sikrede i sikker stil en plads i 6. runde af Landspokalturneringen, hvor der med meget stor sandsynlighed venter en hjemmekamp mod et ligahold

Landspokalturneringen herrer, 5. runde | Aarup BK (3. div.) - Otterup HK (2. div.)| 26-37 (12-18)

Målscorere:  Simon Lindved 12, Casper Dohn 6, August Rasmussen 5, Jon Gordon Krog 4, Lars Froholdt 4, Jeppe Larsen 3, Mads Zinndorff 2, Søren Sell 1

redninger:  Frederik Nielsen 8, Rasmus Thomsen 6

Dagens OHK Man of the Match:  cASPER dOHN


I fredags blev der trukket lod til 5. runde af Landspokalturneringen, hvor vi trak 3. divisionsholdet fra Aarup BK, og allerede torsdag aften skulle kampen så afvikles, inden de to hold kunne gå på vinterferie i et par uger. Vinderen af opgøret ville med stor sandsynlighed få et af fem mulige ligahold i næste runde (GOG, Fredericia, Sønderjyske, Ribe-Esbjerg og Grindsted GIF), så udover avancement var der også en potentielt rigtig fed hjemmekamp at spille for.


Aarup BK har de seneste par sæsoner etableret sig som et tophold i 3. division, så derfor var det på ingen måde en walkover, der ventede. Favoritværdigheden måtte vi dog alligevel tage på os – det til trods for, at vi til kampen var uden førstemålmand Kasper Jørgensen og AP, som begge fik et hvil. Derudover var topscorer Jacob Lyck heller ikke med, da han har døjet med et skrub, han fik i maven mod AGF.


Glædeligt var det dog, at Lars Froholdt var tilbage i kamptruppen efter en lang skadesperiode, hvor han ikke havde været i kamp siden den 31. oktober ude mod Faaborg ØH.


Aarup BK plejer at have en rigtig stor fanskare på hjemmebane, men grundet det store snefald havde mange nok valgt at blive hjemme, så der var ikke det tilskuerrykind, som ellers hører en pokalkamp til.


Kampen startede meget lige, hvor de to hold lige skulle se hinanden an, og der blev lavet en del tekniske fejl. Dem, der var mødt op i hallen denne torsdag aften, gjorde dog et forsøg på at skabe stemning med trommer og koklokker.


Det kunne derfor godt ligne en gentagelse af kampen i seneste runde mod Danmarksserieholdet Blåbjerg HK, hvor vi slet ikke fandt vores spil frem. Faktisk skulle vi helt frem til små fem minutter før pausen, inden vi fik sluppet håndbremsen og fandt den forskel, der skal være mellem et 3. og et 2. divisionshold. 10-11 blev til 11-18, inden hjemmeholdet satte halvlegens sidste mål ind til 12-18.


Tingene blev også hurtigt sat helt på plads i anden halvleg, da vi lavede fire af de første fem mål efter pausen, og så var pokalkampen reelt afgjort. Halvvejs inde i anden halvleg kom føringen også op på 11 mål.


Der var meget få udfald i kampen, og vi fik vist, at vi trods den store favoritværdighed også godt kunne spille koncentreret håndbold. Især Simon Lindved var flyvende i anden halvleg, hvor han nettede hele otte gange. Det blev derfor også til en stensikker sejr på hele 37-26 og dermed et meget sikkert avancement til 6. runde af Landspokalturneringen.


Med sejren venter der, som tidligere skrevet, en rigtig fed hjemmekamp i næste runde af Landspokalturneringen, men vi må vente halvanden måneds tid på at finde ud af, hvem modstanderen bliver, da lodtrækningen først finder sted efter sidste spilledato torsdag den 19. marts.


Efter kampen tog vi en snak med Lars Froholdt, som satte ord på dagens kamp, hans lange skadespause og hvem han gerne ser, vi trækker op ad bowlen i næste runde. Den snak kan du høre her.


Herrerne har nu 15 dages kamppause inden næste opgør, hvor et meget spændende lokal- og topopgør mod Faaborg ØH venter på hjemmebane. Den kamp spilles fredag den 20. februar klokken 19.30.

Af Henrik Svensson 10. september 2026
En weekend fyldt med håndbold, hygge og sociale aktiviteter på tværs af køn og alle årgange. U11-u17 deltager fra lørdag kl 10 til søndag kl 14. U 7-u9 deltager fra søndag kl 9 til søndag kl 14. Praktisk: U11-u17 vil få frokost + aftensmad lørdag samt morgenmad + frokost søndag. U11-u17 skal overnatte i hallen fra lørdag til søndag. Så pak madras, dyne og sovebamse U7-9 vil få frokost søndag. Tilmelding herunder
Af Henrik Svensson 6. september 2026
Torsdag den 17. September