Fantastisk kulisse og store følelser i ærgerligt nederlag
En fantastisk stemning med cirka 400 tilskuere på lægterne dannede fredag aften rammen om en hård fight. Desværre var det udeholdet, der trak sig sejrrigt ud af opgøret, selvom vi flere gange havde kampen under kontrol. Ti minutters kollektivt kollaps i anden halvleg blev afgørende, da gæsterne scorede syv mål i træk. Nederlaget satte ekstra store følelser i gang hos især én spiller.
Nu venter der en gyser uden lige næste lørdag, når de samme to hold igen tørner sammen.
2. DIVISION HERRER - OPRYKNINGSSPILLET, 5. SPILLERUNDE | Otterup HK - FAABORG ØH | 25-27 (14-12)
Målscorere: August Rasmussen 5, Casper Dohn 4, JACOB LYCK 4, Jeppe Larsen 4, Simon Lindved 3, Jon Gordon Krog 2, MARIUS RASMUSSEN 1, ALEXANDER BÆKKELUND 1
redninger: KASPER JØRGENSEN 10
Dagens OHK Man of the Match: Casper Dohn (28% af stemmerne)
Lad det være sagt med det samme – der var lagt op til håndboldfest i Otterup Idrætscenter. Cirka 400 tilskuere havde fundet vej til Nordfyn – fra begge lejre samt en masse håndboldglade fynboer, der bare gerne ville se en god håndboldkamp. Allerede tyve minutter før kampstart var der lang kø ved indgangen, og da holdene løb på banen, stod der stadig gæster i indgangen, som lige måtte trække til side, så drengene kunne komme ind til en velfortjent hyldest fra de mange folk på lægterne.
Det var tydeligt, at der var noget helt specielt på spil denne fredag aften. Man skulle da heller ikke andet end at kaste et blik på stillingen for at bekræfte det. Det var ikke bare to point, der var på spil – en potentiel mulighed for at spille sig ud af oprykningsræset lå som en overhængende sort sky over banen. Især for udeholdet, som uden tvivl var det mest pressede mandskab efter de første fire kampe.
Efter nederlaget i seneste hjemmekamp var det vigtigt igen at få etableret et modstandsdygtigt fort. Inden forrige kamp havde hjemmebanen været uindtagelig med seks sejre ud af seks mulige – heriblandt en 28-25-sejr over netop Faaborg før jul.
Vi har haft for vane i oprykningsspillet at komme skidt fra start, men det var ikke tilfældet denne gang. Efter en tæt indledning gik vi fra 1-2 i det 4. minut til 6-3 efter 11 minutters spil. To udvisninger inden for kort tid slog dog rytmen i stykker, og derfra gik der ti minutter inden vi igen kom på tavlen til stillingen 7-7. Herfra fik vi igen greb om kampen og kunne igen bringe os foran. Tre gange i dette oprykningsspil har vi været bagud ved pausen, men denne gang gik vi til pause foran 14-12 – og med en stor tro på tingene.
Den tro voksede, da vi lavede de to første mål efter pausen. Larmen fra tribunerne tog til, men igen lukkede vi Faaborg ind i opgøret. Udeholdet lavede tre hurtige mål og fik kontakt. Endnu en gang fandt vi løsningerne og trak for tredje gang i kampen foran med tre mål ved 20-17 – men så ramte en usædvanlig dårlig periode, hvor vi ikke bare lukkede sydfynboerne ind i kampen, men også overgav det momentum vi gennem hele kampen havde haft.
Noget atypisk var det Faaborg-keeper Frank Mikkelsen, der med tre scoringer i træk i tomt net – efter mindre vellykkede afslutninger fra vores side – udlignede til 20-20. Denne gang gik det ikke som tidligere, og vi overlod unødvendigt momentum til gæsterne, som med i alt syv scoringer i træk forvandlede stilligen fra 20-17 til 20-24 efter omkring ti minutters kollektivt kollaps, hvor vi havde det meget svært.
Herefter fandt vi igen momentum, og med to reduceringer til 22-24 var der igen mange i hallen, der troede på, at vi endnu en gang kunne levere et af vores efterhånden velkendte comebacks. 22-24 blev også til 24-25 med blot ét minut igen, og så var taget ved at lette i Otterup Idrætscenter!
I det efterfølgende forsvar fik Simon Lindved en lidt unødvendig udvisning, og på det efterfølgende straffekast gjorde udeholdet det til 24-26. Trods undertal fik vi alligevel to angreb til at udligne, men en teknisk fejl og en hektisk afslutning å blev misbrugt, og så kunne Faaborg kort efter lukke kampen på en fri chance.
Jeppe Larsen satte kampens sidste mål i nettet få sekunder før slutfløjtet til 25-27 – en reducering, som trods alt kan vise sig at blive afgørende i det indbyrdes regnskab, når det hele skal gøres op.
Nederlaget var hårdt for hele truppen. For vores altid fightende højre back Marius Rasmussen var det dog en aften med endnu større alvor. Marius mistede desværre sin mor natten til kampen efter længere tids sygdom, men troppede alligevel op og gav alt, hvad han havde. Det fortjener den allerstørste respekt og vidner om en fightermentalitet ud over det sædvanlige.
Marius er indforstået med dette skriv og har godkendt det.
Fra hele klubben skal der lyde en dybfølt kondolence. Vi står naturligvis bag Marius i denne svære tid.
Nu venter en sæsondefinerende kamp lørdag den 28. februar, når de to hold igen mødes. Begge mandskaber har nu sat fire point til, og taberen vil med stor sandsynlighed have spillet sig ud af oprykningsræset – dog ikke matematisk. Hvis fredagens kamp var vigtig, så er lørdagens endnu vigtigere.
Kampen spilles i Rise Sparekasse Forum kl. 15.00, og vi håber, at mange vil tage turen til Sydfyn og give drengene den samme opbakning, som vi oplevede fredag – så vi sammen kan holde liv i drømmen om en tilbagevenden til 1. division.







