Coronaflyttede kampe har betydet et stramt program for OHK`s prøvede vikinger, der kæmper en heroisk kamp for at slippe væk fra truende nedrykning og nedrykningsspil.
Efter den flotte sejr over Vendsyssel var lørdag besøg af FIF`s unge hold inden det gjaldt lokalbraget mandag aften i Dalumhallen mod HC Odense.
Lad os starte med lørdagens kamp mod FIF. En af de kampe der bare skulle vindes.
FIF råder over 4 talentfulde U-19 spillere, der skulle vise sig at volde den rutinerede vikingeflok store problemer. Giftige indspil til unge Alexander Dimitriewich på stregen blev konsekvent omsat i mål. OHK bagud 3-5 efter blot 6 min.
Senere i 1. halvleg var det en anden ung spiller – Einar Nickelsen, der med 4 flotte langskudsmål fragte FIF i front med 11-15. Skipper Felgreen måte tage Time-Out.
Det ændrede ikke meget og de gulblusede måtte luske til pause bagud 13-17.
Efter pausen kom der mere facon på OHK`s angrebsspil – forsvaret stod mere solidt og Kristian Ruben Poulsen begyndte at finde redningerne frem.
OHK har været udfordret af manglende træfsikkerhed i afslutningerne, hvilket også gjorde sig gældende i lørdagens kamp. Mod FIF tilspillede holdet sig fortsat mange chancer og det blev til i alt 8 straffekast, som Jesper Chapion sikkert omsatte i mål – TAK Chapion.
Efter 48 minutter fik OHK kontakt på en scoring af Thomas Poulsen til 25-25. Alligevel lykkedes det gæsterne fra Frederiksberg at bringe sig foran med 2 mål med 3 minutter tilbage. Nu hersker vikingeånden jo som bekendt på Nordfyn og den gule hær kæmper til sidste blodsdråbe. 3 scoringer bragte OHK på 29-28 – spændingen var intakt.
Det lykkedes dog FIF at få udlignet til slutresultatet 29-29. Ikke den bedste generalprøve forud for mandagens lokalopgør i Odense.
Efter en hviledag søndag satte vikingeflåden mandag kursen mod den lille intime Dalumhal, der denne råkolde januaraften var tæt besat med 455 forventningsfulde tilskuere.
Kampen måtte udsættes et kvarter pga affyrede konfettirør, der sendte kaskader af gule – blå – røde og sorte konfettistrimler ind på banen. Lokalopgøret var skudt i gang.