Pokalexit: Grindsteds berygtede syv mod seks-spil blev afgørende

21. august 2026

Otterup HK var med langt ind i pokalbraget mod Grindsted GIF, men et voldsomt målscoringsdyk i anden halvleg sendte drømmene om 1/8-finalen i gruset.


Nu venter der en måneds træning inden sæsonen starter, hvor holdet endnu en gang vil blande sig i toppen af rækken.



Landspokalturneringen, 6. runde: Otterup HK (2. div.) - Grindsted GIF (1. div.)  21 - 33  ( 12 - 14 )


Målscorere: Andreas Hylleberg 4, Lars Froholdt 3, Rasmus Mose 3, Jacob Lyck 3, Jannick Mølgaard 3, Casper Dohn 2, Magnus Balslev 2, Søren Sell 1

 Redninger: Kasper Jørgensen 5

Fredag aften var der lagt op til den nye sæsons første betydende håndboldkamp, da der skulle spilles om en plads blandt de sidste 16 i pokalturneringen, som startede i sidste sæson.


Modstanderen var liganedrykkerne fra Grindsted GIF, og der skulle derfor graves dybt, hvis pokalsensationen skulle blive en realitet. Især set i lyset af, at Grindsteds forberedelser til den nye sæson har stået på i lang tid nu, mens vi kun har været i gang i to en halv uge – ligesom Grindsteds sæson starter om en uge, hvor vores først går i gang om en måned.


Derfor var det spændende at se, hvor vi stod i forhold til et af de hold, der forventes at kæmpe med om topplaceringerne i 1. division.

Drengene kom rigtig flot ud fra startblokken, og i kampens indledning lignede det, at rollerne var byttet om i forhold til den forventede udvikling. Grindsted startede kampen i seks mod seks, og man skal ikke have fulgt meget med i Herreligaen de seneste to sæsoner for at vide, at Grindsted er 100-meter-mestre i syv mod seks-spillet – som uden tvivl var den største årsag til, at de overlevede den første sæson.


Det varede dog kun lidt over ti minutter, inden de måtte ty til overtalsspillet, da vi havde fået os en føring på 8-5 og virkede som et hold i god kontrol.


Især den tidligere OHK-spiller Kristoffer Vestergaard er måske en af landets bedste spillere i denne 7-mod-6-formation, og det viste han også denne fredag aften, hvor hans mange giftige indspil og overblik bare er i særklasse. Derfor fik Grindsted også udlignet til 8-8, inden vi igen fik fat i kampen, hvor vi fulgtes ad helt frem til slutningen af halvlegen, efter vi fik lukket ned for Grindsteds overtalsspil.

Desværre havde vi også udfordringer med Christian Wetche i Grindsted-målet, og ham formåede vi ikke at passere i halvlegens sidste otte minutter. Grundet flot forsvarsspil lykkedes det dog kun forhåndsfavoritterne at score to gange i samme periode, og derfor kunne de gå til pause foran 14-12, og alt virkede stadig helt åbent i forhold til avancement.


Anden halvleg startede med et meget mere tændt Grindsted-hold, som helt sikkert havde fået snakket tingene igennem, og det betød, at de hurtigt fordoblede føringen, inden vi igen begyndte at melde os ind i anden halvleg.


Med flere muligheder for igen at komme helt på omgangshøjde begyndte fejlene at snige sig ind, men vi holdt alligevel stand indtil syv et halvt minut inde i halvlegen ved stillingen 16-18. Og SÅ var det ellers slut med drømmene om en rigtig spændende pokalgyser.

Dertil brændte vi alt for mange åbne chancer og lavede for mange tekniske fejl, som Grindsted straffede helt uden tøven i deres fremragende syv-mod-seks-spil, hvor vi igen havde store problemer med styrmand Vestergaard.


Vi ramte en periode med tæt på 14 minutter uden en scoring, og med ni scoringer i samme periode for udeholdet var al spænding forduftet, inden Casper Dohn igen satte en bold i nettet bag den indskiftede Benjamin Boye i Grindsted-målet til 17-27.


Herefter var det blot et spørgsmål om nederlagets størrelse, og den blev altså på 12 mål i en kamp, hvor vi i de første 40 minutter var rigtig godt med mod et meget kompetent mandskab, men hvor det blev tydeligt, hvis sæson der starter om lidt – og hvis sæson der starter om en måned.


En fuldt fortjent sejr til Grindsted GIF, som dermed booker pladsen i 1/8-finalen af Landspokalturneringen, imens vi må se vores Europa-drømme briste.


Efter kampen snakkede vi med cheftræner Daniel Ludo, som trods det store nederlag var meget tilfreds med, hvad han så.

Den snak kan du høre her.


Nu venter der som nævnt en måneds hårdt arbejde, inden første turneringskamp, hvor der igen skal spilles træningskampe. Den næste af slagsen er allerede på mandag i Otterup Idrætscenter, når Fredericia HK 2 kommer på besøg. Den kamp spilles klokken 19.00.okken 19.00.

Af Jeppe Kok 10. august 2026
En gammel kending er tilbage i den gule Otterup HK-trøje efter et års skadesfravær. 25-årige Rasmus Mose skifter rollen som kiropraktor ud med rollen som spiller, når han efter et års håndboldpause igen trækker den gule trøje over hovedet – en pause, der ifølge ham selv har gjort rigtig godt for kroppen.
Af Jeppe Kok 6. august 2026
Frederik Gynther skifter sin trygge tilværelse i Odense ud, og åbner sin seniorkarriere i Otterup HK, hvor den unge og fysisk stærke stregspiller skal udvikle sig i konkurrence med vores i forvejen tre rutinerede divisionsspillere på stregspilspositionen.