Gyser blev til mareridt: Stort nederlag til herrerne i topkamp

31. oktober 2025

Der var lagt op til en gyser denne Halloween-fredag i Faaborg, men det endte med at blive et mareridt for de gule vikinger, da hjemmeholdet på alle parametre splittede et sagesløst Otterup HK-hold ad. Topkampen endte med et smerteligt nederlag på hele 33-16!

2. division herrer | FAABORG ØH - Otterup HK | 33-16 (19-9)

Målscorere: Simon Omme 5, Jeppe Larsen 4, Simon Lindved 2, Andreas Hylleberg 2, Casper Dohn 1, Marius Rasmussen 1, Søren Sell 1

redninger:  Kasper Jørgensen 9, Rasmus Thomsen 1


Herrerne startede ud med tre sikre sejre i de første tre kampe, men kom så ned på jorden med et nederlag i sidste spillerunde mod Kerteminde HK. Derfor var rebet en smule mere strammet inden topopgøret mod Faaborg ØH, som inden dagens kamp havde gjort rent bord i de første fire kampe.

På en Halloween-aften, så findes der næsten ikke en større mulighed for en gyser, end det der skulle udspille sig i Rise Sparekasse Forum, og det var nu op til de to hold at stå for manuskriftet i en meget velbesøgt hal.


Lad det være sagt med det samme: Det blev ikke en gyser, men derimod et frygteligt mareridt for herrerne denne fredag aften i Faaborg. Kampen startede ud med to gode forsvar, og derfor var stillingen kun 1-1 efter seks minutters spil. Faaborg fik stille og roligt lirket vores forsvar op, men vi havde meget svært ved at komme til gode chancer, og når vi endeligt kom til dem, så stod en velspillende Frank Mikkelsen i vejen i Faaborg-målet. Dertil skal der også lægges, at vi spillede meget af tiden i undertal, hvilket besværliggjorde tingene endnu mere offensivt. Derfor var stillingen pludseligt 7-2 seks minutter senere. Mareridtet fortsatte, og afstanden til Faaborg blev blot større og større, og til pause var den oppe på hele ti mål - 19-9. Hele fem udvisninger blev det til i første halvleg, hvoraf flere af dem var en smule tynde.


Endnu en gang startede begge hold med to gode forsvar, og derfor blev det småt med mål i starten af anden halvleg. Vi havde dog stadigvæk meget svært ved at lirke Faaborg-defensiven op, og især Frank i målet. Derfor øgede Faaborg også føringen gennem det meste af halvlegen, og det endte med et alt for stort nederlag denne fredag aften. Hele 33-16 stod der på tavlen efter 60 minutters håndbold, og en kamp direkte til glemmebogen for de slagne vikinger - især den offensive del.


Efter to udekampe i streg, så venter der nu herrerne to hjemmebanekampe i træk. Allerede på fredag får vi mulighed for revanche, da det igen er Faaborg ØH der står på menuen i Otterup Idrætscenter. Den kamp fløjtes ligeledes op klokken 19.30, hvor vi håber at vi kan skabe en lige så flot ramme om opgøret, som det var tilfældet i dag i Rise Sparekasse Forum! Drengene har brug for jeres støtte, så vi forhåbentligt kan skabe en meget mere lige håndboldkamp end det var i fredagens opgør.

Af Henrik Svensson 29. oktober 2025
Pige-aften Fredag d. 14. november
Af Henrik Svensson 28. oktober 2025
Fællesspisning for alle i November.