Otterup HK

Håndbold på toppen af Fyn

God start for "Vikingerne"

OHK`s stolte vikingeskib "Yellow Wikings" har op til denne sæson skiftet en del ud i besætningen.

Ny styrmand er Jacob Felgreen, der har erstattet Daniel "Ludo" Nielsen. Endvidere er der også skiftet en del i besætningen, hvor der bl.a. er tilgang af Kristian Larsen og Morten Glasisus fra Odense og Nikolai Aleksandrovietz fra Nyborg.

Det var derfor med en vis spænding, at flåden lagde fra land fredag aften og ud i et veritabelt slag mod naborivalerne fra HC Odense, der på det sidste har fået tilgang af spillere fra Nyborg, der valgte at trække holdet lige op til sæsonstart.

Godt 400 tilskuere omkransede slagmarken i Otterup Idrætscenter og de fik en intens og medrivende kamp.

Gæsterne fra storbyen tog fra start teten og med masser af fysik samt "7 mod 6" spil, var den gule flåde udfordret.

Manglende skud fra distancen og en del brændte chancer var medvirkende til, at styrmand Felgreen bagud 8-10 efter 20 minutter måtte trykke på den grønne TimeOut knap.

Det ændrede ikke meget på tingenes tilstand og gæsterne kunne fortjent gå til pause foran 13-11.

Efter pausen begyndte man at fornemme en vis træthed hos gæsterne og vikingernes rutine blev mere og mere synlig. Tempoet blev skruet i vejret og især Mads Fischer Jensen begyndte at score fra distancen. Reelt blev han "Man of the Match" med afgørende scoringer i slutfasen samtidig med at Kristian Ruben Poulsen leverede afgørende redninger.

Alligevel var der spænding om resultatet. Med 4 min. tilbage var de gulblusede foran 21-20. 4 scoringer i slutminutterne lukkede kampen, så vikingehæren kunne lægge til kaj med en fortjent premieresejr på 25-20 over lokalrivalerne fra HC Odense.

Topscorer blev Mads Fischer Jensen med 5 scoringer.

Næste weekend gælder det en lang rotur op igennem Kattegat, for at lægge til kaj i rødspættebyen Frederikshavn, hvor Vendsyssel venter søndag kl. 14.00

-tofte

 

  albani       meny120     nordfynsbank logo     intersport logo     puma  

Støt vores sponsorere - de støtter os

 

Otterup HK - Stadionvej 50, 5450 Otterup - info@ohk.dk - Cvr. 28003528

Copyright © 2016. All Rights Reserved.