Herrernes oprykningschance lever i bedste velgående efter magtdemonstration mod Hørning Håndbold
Med kniven for struben leverede herrerne en rigtig flot indsats mod Hørning Håndbold og tog den krævede sejr, som betyder at vi stadigvæk lever i oprykningskampen. Fra start til slut var herrerne i teten, og der var aldrig tvivl om kampens udfald mod et modløst Hørning-hold.
2. division herrer, Oprykningsspillet, 7. spillerunde
Otterup HK - Hørning Håndbold 35 - 25 (20 - 13)
Målscorere: Jeppe Larsen 6, Jacob Lyck 5, Simon Lindved 5, August Rasmussen 4, Casper Dohn 4,
Lars Froholdt 4, Jon Gordon Krog 3, Marius Rasmussen 3, Rasmus Thomsen 1
Redninger: Rasmus Thomsen 8
Dagens OHK Man of the Match: August Rasmussen
Herrerne startede oprykningsspillet med tre sejre i de første tre kampe, men derefter har det været lige ved og næsten mod rigtig god modstand. Derfor er der kun hentet ét point i de seneste tre kampe.
Skulle herrerne derfor have nogen chance for fortsat at være i spil til oprykningen, krævede det en sejr over Hørning Håndbold lørdag eftermiddag. Et Hørning-mandskab, der i denne sæson har været væsentligt bedre på udebane end hjemmebane, og som også har overrasket en smule i oprykningsspillet ved at ligge á point med både os og Faaborg inden opgøret.
Dermed stod det mejslet i sten, at ingen af holdene kunne tåle at smide point, da det nærmest definitivt ville fjerne alle chancer for oprykning.
Gennem hele dagen havde der været mange kampe i hallen, og heldigvis var mange blevet for at se denne kamp, hvilket endnu en gang skabte en rigtig god stemning i hallen. Det var igen serieholdene i klubben, der satte gang i stemningen – selvom Serie 4 skulle spille bagefter og derfor sprang deres egen opvarmning over.
Hørning overraskede fra start ved at gå i et meget offensivt forsvar, hvilket satte en smule usikkerhed i vores angrebsspil. Også defensivt opstod der hurtigt udfordringer. Vores forsvarskrumtap Søren Sell fik to udvisninger inden for kampens første otte minutter, og derfor måtte man tænke i andre baner og give Sell en pause.
Det blev til et 5-1-forsvar, og det viste sig at være en stor succes. Efter en lige start bragte vi os efter små ti minutter foran 7-3, og den føring kom udeholdet aldrig rigtigt tilbage fra. Med en føring på omkring tre mål gennem det meste af første halvleg spillede vi stort i halvlegens afgørende fase og gik fra 15-12 til pausestillingen 20-13 i løbet af de sidste fem minutter. Det var blandt andet også på grund af flere flotte redninger af Rasmus Thomsen, som havde fået chancen som førstemålmand efter Kasper Jørgensen har siddet tungt på den post. Han stod generelt en rigtig fin kamp med otte redninger.
Generelt leverede herrerne en meget koncentreret indsats. Selvom Hørning fik reduceret afstanden til fem mål forholdsvis tidligt i anden halvleg, var der aldrig tvivl om udfaldet. Vi var ganske enkelt flere skridt foran århusianerne, som havde det svært – blandt andet med tre brændte forsøg i tomt mål.
Med små fem minutter igen fik vi kampens første ti-målsføring, og den holdt helt til slut, hvor de to hold forlod banen ved stillingen 35-25.
Det var heller ikke uvæsentligt, at sejren blev så stor som muligt, da målscoren i sidste ende kan få betydning i en meget tæt topstrid om oprykningen. Med sejren lever vi i den grad stadig i oprykningsduellen, men vi kan ikke selv afgøre tingene og har derfor brug for hjælp fra andre hold i rækken.
Efter kampen snakkede vi med "Dagens OHK Man of the Match" August Rasmussen, som var meget tilfreds med dagens sejr - ligesom vi også snakkede med ham om hvordan det er ikke selv at kunne afgøre egen skæbne i oprykningsspillet. Hør interviewet her.
Med nederlaget har Hørning udspillet sin chance for oprykning, men da de stadig mangler både AGF og Faaborg i deres resterende kampe, håber vi, at de fortsat vil gøre sig gældende i rækken, da de før jul tog point fra begge hold.
Nu venter en svær udebaneopgave, når herrerne søndag den 15. møder ligareserverne fra Grindsted GIF. De startede oprykningsspillet med en del ligaspillere, men i de seneste kampe har der været færre af dem. Det er altid spændende at se, hvad et andethold stiller op med, men det bliver uden tvivl et svært opgør – selvom de tabte med hele 34-18 til Faaborg i går.
Kampen spilles klokken 14.00 i Lyng-Hallen.







