Otterup HK

Håndbold på toppen af Fyn

Odder 2019 1

Er man til naturoplevelser, bør man lægge vejen forbi Bybækken i Bogense. Her er der gode muligheder for at opleve den fiskespisende Odder, som ellers mest huserer i det midt- og østjyske, men som åbenbart også har fundet vej til det nordfynske.

Søndag kunne 215 tilskuere så også opleve østjyske Oddere i Otterup Idrætscenter. Godt nok en to-benet udgave men også af en mere aggressiv art, som i den grad bed fra sig.

OHK har i de seneste opgør haft godt styr på østjyderne, men i dagens kamp kom Odder ud med stor aggressivitet og bragte sig foran 7-1. Erik Friis Olsen i Odder-målet var en væsentlig årsag til, at der skulle gå 7 minutter, før OHK kom på scoringstavlen.

I fraværet af karantæneramte Thomas Poulsen og skadede Andreas Pihl og Magnus Frisk Jensen, manglede OHK i høj grad skudkraft på begge backpladser. Da Odder samtidig stod massivt i deres 6-0 forsvar, stillede det store krav til OHK for at komme til gode chancer.

De gule vikingers kampånd bragte dem dog tilbage i kampen og efter nogle gode gennembrud på højre fløj, fik OHK reduceret til pausestillingen 11-12.

Efter pausen fortsatte gæsterne som de havde startet 1. halvleg og bragte sig i front 17-13 efter 8 minutter. Specielt Odders højre back Rasmus Larsen gjorde ondt på OHK, når han i højt tempo søgte mod midten og sendte bolden ind bag en sagesløs Kristian Ruben Poulsen i OHK-målet.

Endnu en gang kom OHK tilbage og med 5 minutter tilbage var udligningen til 24-24 en realitet. Spændingen var intakt og kampen intens. Før omtalte Rasmus Larsen bragte med 2 scoringer Odder på 26-24 og da OHK samtidig brændte et straffekast, kunne gæsterne køre en sejr hjem på 27-25.

Topscorer for OHK blev Mats Krog med 6 mål og Mathias Jensen med 5.

Odder 2019 2

Næste søndag gælder det en svær udekamp mod oprykningsfavoritterne fra TMS Ringsted.

I ly af vintermørket sås Odder sætte kursen tilbage mod Østjylland og vi kan håbe, at den ikke i samme grad bider fra sig næste gang at den evt. observeres i det nordfynske.

-tofte

  albani  fyens  meny120  nordfynsbank logo  intersport logo  puma  ugeavisen

Støt vores sponsorere - de støtter os

De 10 seneste nyheder fra Elite-afdelingen

De 10 seneste nyheder fra Øvrige

Otterup HK - Stadionvej 50, 5450 Otterup - info@ohk.dk - Cvr. 28003528

Copyright © 2016. All Rights Reserved.