Blog Layout

2024 SKUDT FORSIGTIGT I GANG

jan. 10, 2024

Kampreferat af Hørning - OHK 9/1 2024    24 - 26

De sidste kilometer før ankomsten til Hørning Hallen var præget af adskillige bump på vejen grundet manglende snerydning i Århus forstaden.


Var det mon et tegn på, hvad der var i vente for vikingerne.

Forventningerne var store hos vikingeflokken og der var medbragt masser af fyrværkeri i båden.


Det skulle dog hurtigt vise sig, at krudtet var af en noget dårligere kvalitet end forventet.

Tekniske fejl – brændte chancer og manglende redninger i målet gjorde de første 15 min til en helt lige affære. 9-9 viste det teknologiske vidunder af en måltavle og Felgreens tropper havde svært.


Der blev i alt for høj grad spillet på tværs og for få forsøgte at udfordre hjemmeholdet med gennembrud.

Alligevel lykkedes det de gulblusede at gå til pause foran 14-12.


Beskeden i pausen må have været, at nu skulle hjemmeholdets forsvar udfordres. En besked som unge Victor Pedersen tog alvorlig og med to flotte scoringer og fine indspil til stregen, fik han sat 2. halvleg i gang. Måtte det smitte af på de øvrige vikinger.


To-måls føringen holdt frem til 18. minut hvor Mikel Christensen blev præsenteret for det røde kort, efter en tackling på en Hørningspiller i et contraangreb.


Det rystede de nordfynske vikinger og 3 min. senere kunne hjemmeholdet bringe sig foran 23-22.

Efterfølgende forsøgte Felgreen sig med en "7 mod 6" formation som var medvirkende til, at vikingeflåden kom på ret kurs igen. Indskiftede Mikkel Klicman i målet leverede endvidere nogle flotte redninger i slutfasen.


I slutsekunderne måtte Jeppe Larsen også forlade kampen med et rødt kort efter et lidt for kraftigt ordvalg overfor kampens noget usikre dommerpar.

Et indspil i de sidste sekunder til Casper Dohn og en efterfølgende scoring lukkede kampen med en sejr på 26-24 til vikingerne.


Selvom der var mange bump på vejen og der til tider blev skudt med vådt krudt, blev 2024 skudt forsigtigt i gang.

Lørdag gælder det hjemmebanekampen mod Sønderborg Håndbold. En kamp der fløjtes i gang kl. 14.00


-tofte

 


Af Henrik Svensson 20 Mar, 2024
Referat af pokalkamp 19/3 2024 mod Give HK
Af Henrik Svensson 28 Feb, 2024
Indbydelse til afslutning på sæsonen 2023/24
Share by: